Ole Rosenstand Svidt

Nedenfor følger de første ti kapitler af min debutroman "Indbrud" (Forlaget Nulpunkt, 2011), der kan købes i enhver velassorteret boghandel, på internettet (for eksempel her) eller lånes på et bibliotek nær dig.

Anmelderne skrev:
"Fin og finurlig debut om selvdestruktion og paranoia" ... "Svidts sans for både stille og grotesk komik kommer til fuld udfoldelse"
4 hjerter, Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken (link)

"Det er faktisk ret underholdende langt hen ad vejen."
Johnny Harboe, Jyllands-Posten (link)

"Læs bogen og oplev en ironiserende, morsom og tankevækkende bog, der spidder vores stereotype måder at leve på, vores selviscenesættelser, vores berøringsangst med det anderledes og vores skabelonagtige meningsunivers."
Maria Björnsdóttir, lektørudtalelse, Dansk BiblioteksCenter

"Stilistisk interessant, med spændende og eksperimenterende progression tilsat kriminelle nuancer."
Birte Strandby, Bogvægten.dk (link)

"Historiens tema er genialt og holder i de store træk."
Lars Find-Andersen, Fyldepennen.dk (link)

INDBRUD

1. DEL

Jeg er blevet udsat for indbrud.

Allerede idet jeg træder ind ad døren, aner jeg, at der er noget galt. Mine skridt i entréen runger kraftigere end normalt, og døren ind til stuen står åben. Vindens tuden er næsten lige så høj som udenfor, og det trækker ind, selv om jeg altid lukker vinduerne, når jeg forlader lejligheden. Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Så går jeg ind i stuen og tænder for lyset i loftet.

Katastrofen er åbenlys. Ruden i min havedør er forsvundet, og vinden står lige ind mod mig. Tv'et, dvd-afspilleren og stereoanlægget er væk. Også en stor del af mine cd'er og dvd'er er forsvundet. Og nogle af mine vinylplader.

Pyha! Bøgerne er der lykkeligvis endnu, trods deres ellers ikke helt ringe værdi. Der er en del førsteudgaver imellem, blandt andet af Kierkegaard, men sådan noget går tyve vel ikke op i. Men mange er hevet ud af reolen og ligger hulter til bulter spredt ud over stuegulvet, og der er blevet bladret ublidt i mange af dem. Der er også nogle, jeg ikke har fået sprættet op endnu.

Jeg går hen og kigger på havedøren. Regnen ude fra har dannet en lille sø på parketgulvet inden for døren. Det er åbenlyst, hvordan indbruddet er sket. Tyvene har fjernet en glasliste til vinduet og har taget ruden af. Så har de uden problemer kunnet åbne døren udefra. Det har næppe forårsaget meget larm. Slet ikke med den oktoberstorm, vi har haft hele weekenden, og som stadig får buskene og træerne udenfor til at hvæse og slå mod den tilbageværende rude i vinduet ved siden af havedøren. De har også haft rig lejlighed til at luske frem og tilbage i mørket og gemme sig mellem buskene. Og skolen overfor har jo været forladt hele weekenden.

Jeg åbner havedøren og går ud på terrassen. Det regner stadig stærkt. Måske har de lige gjort det og er stadig i nærheden. Jeg kigger på det lille græsstykke bag ved terrassen. Jorden er mudret efter lang tids regn. Der er mange forskellige fodspor, men de er alle sammen utydelige, og der går også mange af mine naboer og overboer og deres gæster forbi på græsset, når de vil skyde genvej. Der er fodaftryk på terrassen og inde i lejligheden, men de er temmelig udtværede. Jeg kigger ud i mørket. Den nærmeste lygtepæl har længe været i stykker. Blæsten ryster voldsomt i træerne og buskene. Er forbryderne stadig derude? Forsigtigt begynder jeg at gå rundt om buskene. Hvad skal jeg egentlig gøre, hvis jeg møder dem? Og hvad kan de finde på? Slår de mig ned? Der må have været mere end én.

Der er ingen. Ikke en levende sjæl. Men jeg har jo også været væk hele weekenden, så de kan sagtens være over alle bjerge. Og der er langt til nærmeste tegn på liv. De fleste lys i min ejendom er slukkede, men det er også snart midnat. Jeg går tilbage til min lejlighed. Der er mørkt inde hos begge mine naboer og hos overboen. Jeg forsøger at sætte ruden, som tyvene har efterladt ubeskadiget, tilbage på havedøren, men den glider hele tiden af, fordi glaslisten er fjernet. Så går jeg ind ad den hærværksramte havedør. Hvorfor skulle jeg også til København? Og hvorfor skulle min lejlighed absolut ligge i stueetagen?

Gulvbrædderne knager. Mine skridt får den halvtomme lejlighed til at lyde som Peterskirken. Jeg leder videre for at danne mig et indtryk af ulykkens omfang. Tyvene har også rodet godt rundt i skuffer, skabe og mapper, og de har pillet ved mine personlige papirer, som nu også ligger kastet ud over det meste af stuen. Jeg kigger lidt rundt i dem, men der ser ikke ud til at være fjernet noget.

Kunstværkerne på væggen har indtrængerne heller ikke taget med. De har nok fyldt for meget. Der er heller ikke fjernet møbler. De har nok været for tunge.

Åh nej. Soveværelset, hvor jeg har mit hjemmestudie. Mit hjerte begynder atter at hamre heftigt. Jeg åbner døren og tænder lyset. Mine hænder ryster på kontakten. Selvfølgelig. Keyboardet, guitarerne, computeren, mikserpulten, sampleren og harddiskrecorderen er også væk.

Der er forsvundet ting for flere hundrede tusind kroner. Tingene er naturligvis forsikret, men man skal jo fratrække selvrisiko og afskrivninger. Og mange af de forsvundne ting kan slet ikke erstattes.

Det allerværste er dog tanken om, at nogle vildt fremmede har været inde og rode i mine mest intime gemmer og set mine mest private papirer. Nu er der nogle helt ukendte, kriminelle personer, som næsten ved mere om mig, end jeg selv gør.

Godt, jeg aldrig har skrevet dagbog. Men hvad med mine digte, sangtekster og noveller? Har de taget dem? Jeg roder videre i de i forvejen gennemtrawlede bunker, mens hjertet banker hurtigere og hurtigere ... De er her stadig. Selv om det er umuligt at se, om tyvene har kigget nærmere på dem, inden de tog flugten.

Tænk nu, hvis mine skriverier kom i de forkerte hænder. Det er nok de færreste indbrudstyve, der er interesserede i litteratur, men man ved jo aldrig.

Jeg går hen over dyngerne på gulvet for at inspicere skaderne. Utroligt, så mange minder, hengemte ting vækker frem, når de dukker op på den måde. Gamle notater, billeder, blade, jeg havde glemt alt om, for længst gulnede aviser og udklip. Om blandt andet 11. september, om Muhammed-tegningerne og massemorderen Peter Lundin. Heldigvis er de der stadig.

Når mine ejendele er fjernet, er der pludselig frit udsyn til støvet. Det ser næsten ud, som om nullermændene, der har ligget og været holdt som gidsler under elektronikken i årevis, hoverer ad mig, nu de har fået lov til omsider at komme ud i friheden. Nogle af dem ligner nærmest små djævle med hale og horn i panden.

Åh Gud. De digte og sangtekster, der var mere eller mindre færdige, har jeg jo skrevet ind på computeren, og mine novelleudkast var der også. Og de er røget med væk. Godt nok har jeg de håndskrevne udkast tilbage, men tyvene kan let være kommet til at se teksterne.

Og sådan er det også med min musik. Jeg havde indspillet en del demoer med mine egne sange. Alt det var på computeren, som er væk. Godt nok har jeg back-up, men det kan være katastrofalt, hvis det havner i de forkerte hænder.

Pludselig hører jeg en høj, skinger hyletone. Min hjertebanken går igen op i femte gear. Jeg kender godt lyden. Den kommer, når vinden er særlig kraftig og kommer fra en bestemt retning og så går gennem en trækkanal. Og lige nu er den mere uhyggelig end nogensinde. Som skrigene fra Titanic, lige da det sank.

Jeg fryser, selv om jeg stadig har min jakke på. Jeg må have fat i en glarmester. Men der er en anden ting, der haster mere. Jeg griber telefonen og skal lige til at trykke 112, inden jeg kommer i tanker om, at det måske er at gå for vidt. I stedet taster jeg det knap så akutte 114. Det tager en evighed, inden jeg kommer igennem. "Østjyllands Politi," lyder det med et rutinepræget tonefald fra en dyb, ældre herrestemme.

"Jeg har været udsat for et usædvanlig groft indbrud," starter jeg.

"Er der nogen, der har lidt skade under gerningen?" spørger vagthavende.

"Nej, men stort set alt er ribbet," svarer jeg og fortæller, hvad der er sket, og hvad der er væk.

"Javel, ja. Tak for oplysningerne."

"Hvornår kommer I?"

"Vi kommer engang i morgen.”

"I morgen? Jeg troede, I kom med det samme og undersøgte gerningsstedet."

"Nej, det gør vi kun, hvis gerningsmanden stadig er til stede. Andet har vi ikke ressourcer til."

"Det har I ikke ressourcer til?"

"Nej, desværre, vi får en 10-20 anmeldelser af indbrud om dagen, og vi har beklageligvis ikke mandskab til at komme ud til dem alle sammen lige med det samme." Mandens stemme er nærmest tonløs. Han lyder fuldstændig uengageret.

"Jamen, hvad gør I så for at fange tyvene?"

"Ja, nu har vi jo noteret ned, hvad der er forsvundet, og hvordan tyvene er kommet ind, og så kommer vi og kigger på gerningsstedet i morgen og ser, om vi kan finde ud af noget. Og så er det jo klart, at hvis vi på et tidspunkt falder over dine stjålne ting, så kontakter vi dig naturligvis."

"Er det virkelig alt, I gør?"

"Ja, desværre. Nu skal du lige vide, at vi jo har mange ting at se til i politiet." Omsider hæver han stemmen en anelse. "Vi har Gjellerupparken, terroralarmer og den slags, og vi har en masse afspadsering til gode efter klimatopmødet og..."

"Men I opklarer da de fleste indbrud før eller siden, ikke?"

"Nej, desværre. Jeg kan lige så godt være ærlig: vores opklaringsprocent er på under 10. Men du kan jo tage dine forholdsregler, så noget lignende ikke sker igen. Husk at tænke som en tyv, så du kommer ham i forkøbet. Tænk på, hvad der kan lokke tyve til din lejlighed, og hvad du kan gøre ved det. Nå, jeg må vist videre i teksten."

"Jamen, hvad gør jeg nu?"

"Du skal jo melde tyveriet til dit forsikringsselskab. Som sagt: Tænk som en tyv. Tak for snakken. Vi ses i morgen. Farvel."

Der bliver stille i røret.

Hvem har mon gjort det?

Mor tager telefonen efter den femte ringetone. Hun lyder træt. "Jamen, hej, Elo. Det er sandelig længe siden. Og temmelig sent, jeg var faktisk ved at gå i seng. Er der noget galt?"

"Ja, i den grad. Jeg har haft indbrud."

"Jamen, det var da træls. Det er der mange, der oplever for tiden. Godt, at du er forsikret.”

"De havde fjernet ruden i min havedør, og det hele var gennemrodet. Stuen, køkkenet, soveværelset; alt var væltet ud på gulvet, og de har stjålet tv, stereoanlæg, computer, instrumenter, en stor del af min film- og pladesamling..."

"Jamen, det var da ikke rart. Men som sagt, du er vel forsikret?"

"Jo, det er jeg da, men..."

Nu virker mor efterhånden lysvågen. "Sig mig, det er ikke meget, man har hørt til dig på det seneste. Du arbejder garanteret for meget. Sidder og hænger på redaktionen til langt ud på aftenen. Man kan jo håbe på, at din tavshed skyldes, at du har mødt en kvinde. I så fald skal du ikke høre et ondt ord fra mig og nok heller ikke fra far..."

"Mor, hør nu, hvad jeg har at sige," forsøger jeg at indvende, men mor er ikke til at stoppe:

"... Det er da tværtimod på høje tid for dig at komme ind i et fast parforhold, for det er jo ikke særlig mange kvinder, du har kendt, og nu er du så gammel, at det er ved at være alvor. Nu har Per jo haft sådan et held med Gitte, og de har fået nogle søde børn. Og hvis det kan lade sig gøre for dem, hvorfor så ikke for dig?"

"Nåja, du har da selv været enlig i mange år. Jeg synes ikke, mit indbrud gør det store indtryk på dig."

"Nej, men jeg har da haft nogle partnere i tidens løb. Og dit indbrud, det er jo bare døde ting, der kan erstattes. Det var ikke sådan noget, din far og jeg gik op i, da vi var unge, skulle jeg hilse og sige. Da var vi jo ude på barrikaderne. Og du skal da bare prise dig lykkelig for, at du ikke overraskede tyven på fersk gerning, for så kunne det jo være, at vedkommende havde angrebet dig fysisk. Eller hvis der var kommet en tyv, mens du lå og sov. Den slags har man jo hørt en del om på det seneste."

"Begynd nu ikke at prædike moral. Det handler ikke kun om det materielle. Der er nogen, der har gennemrodet mine mest personlige papirer, og desuden er der mange af de ting, de har stjålet, der ikke sådan kan erstattes."

Jeg siger med vilje ikke noget om skrivebordsskuffedigtningen og de forsvundne musikfiler. Jeg har holdt ret lav profil med mine kunstneriske forsøg over for mine forældre, da de nok ikke ville forstå dem. Det er jo ikke den slags hippieromantik, de selv sværger til.

"Ja, du havde selvfølgelig mange værdifulde ting, men der var nu også en hel del overflødigt skrammel, og ærlig talt, så trængte du vel også til at få ryddet lidt op i bunkerne. Det var jo ikke til at komme hverken frem eller tilbage hos dig."

"Sig mig, her ringer jeg og er blevet frarøvet stort set alt mit jordiske gods og trænger til lidt trøst, og så begynder du at skælde mig ud."

"Sådan må du heller ikke tage det, Elo." Mor har nu anlagt et lidt mere beroligende tonefald. "Jeg synes bare, du skulle lade være med at arbejde så meget og så gå lidt mere ud og møde nogle mennesker. Det kunne jo være, du traf nogle spændende personer, måske ligefrem kvinden i dit liv. Ellers kan du jo også prøve internettet, det er jo helt almindeligt i dag og ikke spor pinligt."

"Lige nu har jeg i hvert fald vigtigere ting at tænke på. Jeg har talt med politiet, og så skal jeg have fat i forsikringen og en glarmester.”

“Jamen, så vil jeg sandelig ikke opholde dig mere”. Nu lyder mor nærmest fornærmet. Som om det var hende, der var blevet forulempet. “Det er også ved at være sengetid. Godnat, Elo. Pas godt på dig selv.”

“Godnat, mor, og tak i lige måde.” Jeg afbryder forbindelsen og kigger op i loftet. Lysekronen er der stadig, men der kunne lige så godt have hængt en ensom pære. Det er som om, der ligger en tung tåge over lejligheden. Det ringer for mine ører. Skyldes det den højlydte telefonsamtale med mor, eller er jeg allerede ved at udvikle tinnitus?

Vinden er omsider ved at lægge sig. Jeg klistrer nogle gamle aviser fast over hullet i havedøren og forsøger så at finde en glarmester, der har døgnvagt. Det lykkes mig heldigvis hurtigt, og efter kort tid har jeg en rude i havedøren igen. Så går jeg ind i soveværelset, lukker døren ind til den hærgede stue og klatrer op i min seng. Stort set det eneste, der er tilbage i soveværelset.

Jeg kan ikke falde i søvn. Synet af min tømte stue bliver med at tone frem på det indre lærred. Mit hjem ligner et lighus.

Første skridt næste dag: Spørg naboerne, om de har hørt noget. Ud i opgangen og stemme dørklokker, så snart folk må formodes at være stået op. Min nærmeste nabo er Olga, en meget gammel dame, som er hørehæmmet og dement. Jeg ringer på. Efter en evighed får hun kæmpet sig hen til døren med rollatoren og åbnet for mig - efter først at have kigget indgående gennem dørspionen.

Jeg fortæller, hvad der er sket. Jeg må gentage mit forehavende flere gange, inden hun endelig svarer, temmelig brysk:

"Nej, jeg har ikke været inde og stjæle hos dig."

"Nej, nej, undskyld, det kunne jeg aldrig drømme om at tro, De kunne finde på," svarer jeg. "Jeg mener, om De har set eller hørt noget?"

"Ja, jeg har set tv hele dagen i går," svarer hun. "Det er ellers en god serie, den dér Retsmedicineren. Ham Mads Michelsen i hovedrollen, er det ikke det, han hedder, han spiller nu så godt..."

"Ja, den er fin, nå, jeg tror, jeg går ovenpå og spørger deroppe," afbryder jeg og begiver mig op ad trappen. Mon tyvene har vidst det? Helt bevidst har de brudt ind ved siden af én, vedkommende var sikker på ikke ville kunne forhindre det endsige opdage det? Noget tyder altså på, at ejendommen har været under overvågning.

Jeg går videre op til de to lejligheder ovenpå. Her bor hver sit yngre, veluddannede, karriereorienterede par, det ene med et lille barn. Jeg har kun temmelig overfladisk kontakt med dem. Kan faktisk ikke huske, hvad de hedder.

Det ene hold, Koch og Søndergaard viser de sig at hedde, har været på sviptur til London hele weekenden og ved derfor ikke noget, siger han og hun hastigt i munden på hinanden. Jeg går videre til de andre, familien Bentzon-Grønborg. Konen åbner, mens barnet tumler rundt i baggrunden, og jeg fremlægger igen mit ærinde.

"Har du haft indbrud, nej, det var dog forfærdeligt. Har du fået stjålet noget?" Hun roder lidt i de blonde krøller.

"Stort set alt," svarer jeg og remser det vigtigste op.

"Neeej, det er da virkelig trist," svarer hun. "Men vi har altså ikke hørt noget, har vi vel, Jakob?" råber hun ind til manden i stuen. Og de har ellers været hjemme hele weekenden.

Jeg går videre op i opgangen og ringer på hvert sted. Naturligvis er det ikke alle, der er hjemme. Jo længere jeg kommer op, jo mindre kender jeg folk. Og omvendt. Ingen har hørt eller set noget, og ingen viser synderlig interesse. Flere har jeg aldrig set før.

Men tyvene må da have lavet bare en smule larm. Og må have været bekymrede for, hvordan eventuelle forbipasserende ville have reageret. Måske har de forsøgt at se hjemmevante ud, lidt håndværkeragtige, som om vedkommende lige var i gang med at ordne vinduet, selv om det altså var weekend.

Og jeg, som ellers plejede at glæde mig over ikke at bo i et uroligt område, så der ikke var brug for dørtelefon. Måske skulle jeg overveje at flytte. Når man ikke engang kan være i fred i Viby. Men det er jo heller ikke så langt fra det socialt belastede, multietniske Rosenhøj, hvor der har været en del optøjer og hærværk i de senere år. Men jeg bor da på den rigtige side af Ringvej Syd. Indersiden. Men her kan man åbenbart heller ikke længere føle sig tryg?

Taksatoren tager en slurk af kaffen. Heldigvis kunne han komme næsten med det samme, så jeg kun behøver at tage en halv fridag. Så må jeg håbe, at jeg får mere ud af ham end af politimanden, der kun var her i ti minutter og bare kiggede kort på havedøren og tog nogle få notater.

"Du har vel ikke nogle billeder af de ting, der er forsvundet?"

"Nej, desværre. Det er jo ikke sådan noget, man går og tænker på at tage billeder af til hverdag."

Han retter lidt på kantbrillerne. "Men måske bare nogle familiebilleder eller sådan nogle, hvor man så tilfældigvis kan se nogle af instrumenterne i baggrunden?"

"Nå, jo, det har jeg da. Nu skal du se..."

"Tak, det lyder godt..."

Åh nej. Alle mine mapper og deres indhold ligger jo også spredt ud over gulvet. "Jeg tror desværre ikke, jeg kan finde dem lige nu. Som du kan se, er alle mine ejendele jo ét stort rod."

Taksatoren rynker panden og piller lidt ved sin slipseknude. "Ja, det er jo altid et problem, når der har været indbrudstyve. Men det kan jo være, der er nogle i din familie eller nogle af dine venner, der har sådan nogle billeder af dit interiør."

"Ja, det har du da ret i. Det har mine forældre nok."

"Gider du lige at opsummere, hvad der er forsvundet?"

Jeg remser instrumenterne og pladerne op.

"Ja, det løber jo nok op i ... omkring halvtreds tusind, vil jeg umiddelbart tro," er taksatorens dom.

"Halvtreds tusind? Det var godt nok ikke meget."

"Nej, men cd'er er jo næsten ingenting værd i dag, og instrumenterne var jo gamle ... Hvor gammel var det, du sagde, din guitar var?"

"Min Hummingbird? Den var fra 1964."

Han klør sig i overskægget og lader en hånd løbe gennem hentehåret. "Ja, sådan en gammel svend kan altså ikke give ret meget."

Jeg fanger hans blik. "Det er jo altså ikke en hvilken som helst guitar. En vintage Gibson Hummingbird er skam en sjældenhed. Det er sådan én, Tina Dickow og Teitur spiller på. Den er måske 25.000 værd."

"Har du en speciel forsikring til den?"

"Nej, en forsikring er vel en forsikring."

Forsikringsmanden piller lidt ved låsen i sin sorte dokumentmappe, åbner den og tager nogle papirer op. "Har du ikke læst det, der står med småt i policen? ’For musikinstrumenter beregnes en årlig værdimæssig afskrivning på kroner 1000. For særlige instrumenter, antikke udgaver, samlerudgaver med videre skal tegnes særlig raritetsforsikring.’"

"Raritetsforsikring?"

"Ja, raritetsforsikring."

"Det har jeg da aldrig nogensinde hørt om."

"Nå, men det står altså her på din police på bagsiden." Han peger på et par sætninger, der er skrevet med meget små typer. Hvorfor læste jeg ikke policen ordentligt, da jeg tegnede forsikringen?

"Hvor meget kan jeg så få for min Hummingbird?"

"Ja, hvis ikke du har tegnet raritetsforsikring, så kan du nok ikke rigtig få noget, når den er så gammel."

"Kan jeg ikke få noget? Hvad er det for en gang bondefangeri?"

Manden trækker på skuldrene. "Ja, det står altså i policen.”

"Hvad så med pladerne?"

"Ja, der har vi en standardtakst. Cd'er giver en tier per styk, og lp'er en femmer. Medmindre altså du har tegnet særlig raritetsforsikring."

"Nå, og hvad koster så sådan en raritetsforsikring?"

"Ja, det kommer an på, hvor meget du har."

"Men hvis jeg nu har et par gamle guitarer og et par tusind lp'er og cd'er? Eller havde."

"Ja, så løber det nok op i en ti tusind om året."

"Ti tusind? Hvor meget dækker I så?"

"Ja, så dækker forsikringen nyanskaffelsesprisen. På op til hundrede tusind kroner per instrument, og op til tusind kroner per fonogram."

"Javel. Ja, så må jeg jo tegne sådan en raritetsforsikring. Men så skal du altså garantere, at I dækker det, I lover. Ellers bliver I sagsøgt langt ind i helvede." Igen forsøger jeg at fastholde taksatorens blik.

Han smiler. "Jamen, som sagt: Læs det, der står i policen, også det, der står med småt. Så kommer der ikke nogen ubehagelige overraskelser. Men jeg er taksator, så jeg kan desværre ikke sælge dig en sådan forsikring. Jeg skal dog sørge for, at en af vore sælgere kontakter dig snarest muligt."

"Jamen, så tak da," sukker jeg.

"Noget andet er," fortsætter taksatoren. "Du skal tænke på at sikre din lejlighed bedre. Det er alt for let at bryde ind her."

"Ja, det er det jo nok."

"Prøv at få sat en ekstra lås i og dobbelte ruder. Og gerne en tyverialarm. Så kan du også få nedsat din præmie," smiler han og gør klar til at give hånd.

"Mange tak. Jeg skal tænke over det."

Stiftens samlede kulturredaktion kigger på mig.

"Nå ja, indbrud sker jo for mange," siger Michael.

"Ja, min bror og svigerinde oplevede det også engang," tilføjer Bjarne. "De kom hjem fra ferie, og hele lejligheden var gennemrodet og tømt," fortsætter han, inden han sætter tænderne i en basse.

Stina, vores nye, smukke praktikant, falder ind: "Jeg kender én, der fik stjålet sin dagbog og senere fandt ud af, at den var lagt ud på nettet."

Bjarne fortsætter: "Nu kommer jeg også i tanker om en anden, jeg kender forholdsvis perifert, som fik stjålet nogle nøgenfotos af sig selv og sin kæreste, i alle mulige pikante stillinger og situationer. Og de blev naturligvis også lagt ud på nettet og sendt rundt til hans familie og venner og alle mulige andre."

Jens blander sig nu også: "Og jeg har hørt om en, der havde en kostbar samling antikke statuer, hvoraf nogle blev stjålet ved et indbrud, men tyvene havde åbenbart ikke plads til at få dem alle sammen med. De havde så kastet rundt med statuerne, så de havde ødelagt en masse af interiøret og også selv var blevet beskadiget."

Han tager en slurk kaffe. "Men nu vil vi jo nødig skræmme dig, Elo. Det er bare, hvad der sker," fortsætter han og skænker kaffe til mig.

"Ja, for rigtig mange, før eller siden," siger Michael med en konkluderende tone. "Så nu bliver du nok ikke udsat for det igen, Elo. Ellers nogen, der har oplevet noget spændende i weekenden?"

"Vi har bygget til hele weekenden. Sådan en ekstra fløj på huset rejser sig jo ikke af sig selv," begynder Signe.

"Var det ikke en idé at flytte i et større hus, ligesom vi gjorde, da vi fik nummer tre?" kommer det videre fra Bjarne. "Det er et gunstigt tidspunkt at købe på lige nu, siger alle, der ved noget om den slags. Huspriserne er jo lave på grund af finanskrisen. Så kan I også prøve at finde en større have, så ungerne har noget at boltre sig i."

"Vil I tænke jer, politiet var nærmest ligeglade, da jeg ringede for at melde det," fortsætter jeg. "Og min mor..."

"Jamen, når vi kommer op på tre børn, kan det da også godt være, vi skal til at flytte, men der går nok lige et par år," griner Signe.

"I skal bare høre, hvad den gamle hippie sagde til mig," fortæller jeg videre. "Hun er jo en omvandrende kliché og kom med en gang venstrefløjsfloskler om, at hele bare var døde ting, der kan erstattes, og at det er de åndelige værdier, der tæller."

"Jamen, det er da også rigtigt, det med at det er de åndelige værdier, der betyder noget," siger Michael. "Og du har jo næppe været så letsindig ikke at tegne nogen forsikring, hvis jeg kender dig ret."

"Nej, men jeg vil bare godt kunne bo i nogenlunde fred."

"Ja, vær du da glad for, at du ikke var der selv, så de ikke angreb dig. Det kunne være gået helt galt," fortsætter Michael.

"Nå ja, så kunne jeg da have forsøgt at forsvare mig selv og mit hjem."

Spredt latter rundt om bordet. Michael er den, der griner højest, og nu nærmest let hånligt: "Ja, det gad jeg godt se. Dig i kamp mod nogle indbrudstyve.” Mere latter.

"Jamen, det var jo ikke kun døde ting, men også åndelige værdier, kunst, som instrumenter, film og musik, der bare er nødt til at være fastgjort i nogle fysiske objekter," prøver jeg.

"Ja, ja, jeg forstår godt din pointe," siger Bjarne og nikker. Han fortsætter: "Men Signe, hvordan går det så med den ombygning?"

Nu har jeg genanskaffet de ting, der absolut ikke kan undværes: Tv, dvd-afspiller, stereoanlæg, computer - både bærbar og stationær - keyboard, harddiskrecorder, sampler, mikserpult, en akustisk og en elektrisk guitar, igen henholdsvis Gibson og Fender, men denne gang ikke årgangs-modeller, og vitale dele af dvd- og cd-samlingen. Som jeg jo var blevet advaret om, kunne langtfra det hele dækkes af forsikringssummen efter selvrisiko og afskrivninger, så jeg har haft tegnebogen en del fremme i de sidste par dage.

Jeg har også foretaget politiets "Operation mærkning". Altså købt en radernål hos politiet og ridset mit navn ind i ting, der kunne tænkes at blive stjålet, så jeg i det mindste kan bevise, at de tilhører mig, hvis de skulle blive pågrebet hos en tyv eller hæler. Selv om sådan noget er ret usandsynligt.

"Operation Nabohjælp" er en anden af politiets klassikere. Jeg har hentet klistermærkerne og sat dem op. Og har så lige fortalt naboerne og overboerne, hvad det drejer sig om, altså at vi skal holde lidt mere øje med, hvad der sker i hinandens hjem, bare til orientering. Selv om det nok bliver begrænset, hvad min nærmeste nabo kan udrette.

Politiets tredje og sidste operation er "Operation foto". En måde, hvorpå man kan bevise, at man rent faktisk har ejet specielle, kostbare eller svært erstattelige effekter, der måtte blive stjålet. Altså ved at tage billeder af dem, som man så opbevarer uden for hjemmet, og gerne flere forskellige steder. Jeg kan vel godt overtale far, mor og Per til at have sådanne billeder liggende. Trods alt.

Jeg har endvidere forstærket vinduerne med et ekstra lag glas, og jeg brugte også anledningen til at få indsat nogle hasper, som jeg kan slå for vinduerne, når jeg forlader huset. Det skulle gerne gøre dem endnu sværere at trænge igennem. Og jeg kan da også slå dem for, når jeg er hjemme. Så er der nok ikke nogen, der bryder ind for at angribe mig. Man ved jo aldrig.

Derudover har jeg fået sat ikke blot én stærkere lås i, men to, der begge gerne skulle være dirke- og boresikre og svære at kopiere, og ligeledes hasper i yderdøren. Ærgerligt, at hoveddøren ind til opgangen altid står åben.

Endelig har jeg fået installeret en god tyverialarm. Hvis nogen træder ind i huset, og den er slået til, starter en infernalsk hylen, samtidig med at der bliver ringet op til såvel alarmfirmaet, der sender en mand ud, som til min mobiltelefon. På den måde kan jeg straks få besked.

Håndværkerne fortalte under installationerne dramatisk om, hvor mange indbrud der bliver begået i denne del af byen, og hvor ofte de var ude for at installere præventive foranstaltninger. Naturligvis kan de være glade for, at det giver kunder i butikken, men jeg tror nu ikke, de overdrev, med alt det, man hører, ser og læser i de forskellige medier. Og de lød nærmest chokerede over alle de historier, de fik, når de var ude for at forstærke folks hjem. Om hvordan professionelle tyve kan tømme store villaer på ingen tid, stort set uden at efterlade sig spor. Eller hvordan ubudne gæster kan smadre inventar for mange hundrede tusinde kroner, hvis de ikke finder noget, de er tilfredse med at tage med, når de har tiltvunget sig vej til et hjem. Eller for den sags skyld hvis de gør, men alligevel har trang til at ødelægge noget.

Risikoen for indbrud er selvsagt størst, når jeg ikke er hjemme. Skulle nogen bryde ind og vække mig, mens jeg ligger og sover, ville jeg ikke være bange for at konfrontere vedkommende. Godt nok er jeg ikke særlig muskuløs, men jeg tror, min blotte fremdukken ville skræmme fremmede indtrængere væk. Ellers er jeg parat til at tage kampen. Mon ikke jeg ville kunne klare de par knubs, jeg eventuelt måtte få, trods min spinkle statur? Men mon ikke bare tyven ville skynde sig væk - forhåbentlig tomhændet? Eller jeg kunne foretage en civil anholdelse. Det er lovligt.

Det er straks værre, hvis indbruddet sker, mens jeg er væk. Og de fleste indbrud finder i sagens natur sted, mens beboerne i hjemmet er borte - ofte i almindelig arbejdstid og hyppigt i villaer, hvor der er en vis afstand til selv nærmeste nabo. Men selv om jeg bor i en lejlighed, så kan den slags også ske her, viser statistikkerne.

Heldigvis er muligheden for at arbejde hjemme god i disse internettider, ikke mindst hvis man har et job som mit. Og jeg fungerer i forvejen fra tid til anden med base i hjemmet og har skiftende arbejdstider, så jeg tit er hjemme i de indbrudsramte dagtimer. Det skal nok gå alt sammen.

Jeg står uden for Musikhuset, forhåbentlig ulasteligt klædt i mørkeblåt jakkesæt, men uden slips. Det skal heller ikke være for stift. Om lidt kommer Kirstine. Den, der kom med det mest interessante svar til min profil på elitedaters.dk. "Mand, 37 år, journalist, meget kulturelt interesseret, godt job, solid bolig, fri af tidligere forhold." Og nu står jeg så her og venter på nyuddannet gymnasielærer i dansk og engelsk, 30 år, med briller og mørkt pagehår. Også stor elsker af litteratur, selvsagt, og teater og musik, og derfor har vi aftalt at mødes ved Den Jyske Operas opførelse af Tristan og Isolde.

Og der kommer hun så. Iført en nydelig sort, lang kjole. "Du er endnu smukkere i virkeligheden end på billeder. Om muligt," siger jeg og giver hånd. Mere kropskontakt kan jeg vist ikke tillade mig på dette tidlige stadie.

"Jamen, du ser bestemt heller ikke værst ud," svarer Kirstine og smiler bredt med sine fyldige læber. Hendes kindtænder er lidt skæve, men på den charmerende måde. Vi går ind, jeg går i garderoben for os begge, og så finder vi vores pladser næsten helt oppe foran. Som udfordrer er det naturligvis mig, der giver.

Så kommer dirigenten ind, Michael Schønwandt, folk klapper forventningsfuldt, og orkesteret sætter i med forspillet. De forsigtigt voksende strygerne er hjerteskærende smukke, og jeg kan næsten ikke holde tårerne tilbage. Og her sidder jeg med hende, der måske er kvinden i mit liv. Det krævede bare et par museklik at finde frem til hende.

Titelrollerne spilles af Stig Fogh Andersen og Tina Kiberg. De er begge fremragende, og i tredje akt har jeg igen meget svært ved at holde tårerne tilbage under Isoldes "Liebestod". Mærkeligt nok virker Kirstine forholdsvis uberørt. Jeg forsøger at finde hendes hånd, men uden held. Har hun gemt den bag ryggen. Eller sidder hun på den? Og i så fald hvorfor?

Efter fem timer er både Tristan og Isolde nedfaret til dødsriget, og Skovhus og Kiberg modtager fortjent en mange minutter lang stående applaus. Så tændes lyset omsider i salen, og vi forlader rummet, går videre ud i garderoben, henter vores tøj og træder så ud i natten.

"Hvad er du da for et tudefjæs," siger Kirstine og smiler en smule.

"Jamen, det er jo stor, stor kunst, synes du ikke?"

"Jo, men der er da ingen grund til at gøre så meget ud af det. Det er jo bare skuespil. Og jeg er nok i virkeligheden mere til Beethoven og Mozart. Wagner er vist lidt for tung til mig."

"Mener du virkelig det, Kirstine? Jamen, Wagner er jo en af historiens allerstørste komponister, og en stilskaber.”

“Stilskaber?”

“Ja da, det næsten opløste tonalitetsbegreb i Tristan og Isolde foregriber jo tolvtonemusikken. Og i modsætning til stort set alle andre komponister skrev han librettoerne til sine operaer selv."

"Ja, ja, han er da fin nok. Nå, lad os komme ud i nattelivet og få løsnet lidt op. Hvor skal vi gå hen?"

"Gerne et sted, hvor der er nogenlunde roligt. Hvad med Smagløs?"

"Fint, fint," svarer Kirstine, og vi går gennem parken foran Musikhuset, forbi Ridehuset og videre ned ad Frederiksgade. Kirstine har hænderne i lommerne. Det blæser en del, og aftenen er temmelig kølig. Der er mange mennesker ude, men det er jo også lørdag aften. De fleste virker mere eller mindre berusede. Mange har AGF-tøj på, og at dømme efter folks råben og sang har holdet vundet en kamp. Det sker vist ellers sjældent.

“Tror du på, at GF kan overvintre over stregen?” spørger Kirstine pludselig.

“Over hvad for en streg?”

“Nedrykningsstregen, selvfølgelig.” Kirstine smiler og ryster let på hovedet.

“Hvad for en nedrykning?”

Kirstine langer en albue i siden på mig og griner højt. “Fra superligaen til første division, hvor GF jo ikke burde have noget at gøre. Følger du overhovedet ikke med i fodbold?”

“Nej, det gør jeg faktisk ikke. Men det gør du åbenbart?”

“Ja, lidt. I hvert fald når det gælder byens hold. Men jeg har også boet sammen med Dion Richardson, så jeg er nok lidt miljøskadet.”

“Dion Richardson, hvem er det lige, han er? Er han fodboldspiller?”

Kirstine sukker dybt. “Kender du ikke Dion Richardson? Sig mig, Elo, var det ikke journalist, du var?”

“Jo, kulturjournalist. Men på Stiften hører fodbold altså ikke under kulturen, selv om der er mange, der blander sport og kultur sammen. For eksempel Kulturministeriet.”

“Men taler du aldrig med dine kolleger på sportsredaktionen?”

“Jo, det gør jeg da. Men de ved godt, de ikke kan snakke fodbold med mig, for jeg ved ingenting om det.”

“Og du læser aldrig sportssiderne i din egen avis?”

“Nej, ikke hvis jeg kan slippe for det. Men sig mig så, hvem han er, ham Dion?”

“Dion er fra Nigeria, og han er stjerneangriber hos AGF. Og deres dyreste spiller nogensinde. 6,5 millioner kostede han.”

“Og I har været kærester, sagde du?”

“Nej, nej. Desværre, havde jeg nær sagt.” Kirstine fniser småfjoget. “Nej, vi har boet sammen. På Børglum-kollegiet, dengang jeg læste, og han gik på internationalt Team Danmark-gymnasium. Jeg forsøgte godt nok at få ham til at lægge mærke til mig, men sådan en ung nigeriansk sportsstjerne kan jo vælge og vrage mellem tilbuddene. Og han er jo også syv år yngre end mig.” Kirstine smiler længselsfuldt.

Vi er fremme ved Smagløs. Vi går ind, og selv om caféen næsten er fyldt, lykkes det os at finde et tomt bord. Jeg går op i baren og bestiller på Kirstines opfordring to store fadøl, hvorefter jeg går tilbage til vores bord, hvor Kirstine allerede har sat sig. Jeg føler mig betydeligt mindre nervøs, end hvis jeg skulle til at indlede et scoringsforsøg, fordi vi jo begge ved, hvad der venter.

"Du synes heller ikke, det er lidt pinligt sådan bare at oprette en profil på internettet frem for at forsøge at opsøge kærligheden i den virkelige verden?" indleder jeg.

"Nej, det skal da bare prøves af," smiler Kirstine. "Nu har jeg ikke haft en kæreste i flere måneder, så jeg syntes, det var på tide. Hvad med dig?"

"Jeg har det på samme måde. Det vil sige, for mig er der måske gået lidt længere tid end et par måneder."

"Ja, ja, bedre sent end aldrig," ler Kirstine.

Pludselig kommer jeg i tanker om, at vi nok ikke skal regne med, at øllen bliver bragt ned til vores bord sådan en travl lørdag aften. Jeg går derfor op til bardisken for at hente dem.

"Jamen, er det ikke Kirstine?" lyder en stemme bag mig pludselig.

"Hej, Magnus," svarer Kirstine. "Det er sandelig længe siden." Jeg vender mig om og ser en høj, bredskuldret, næsten skaldet fyr med et veltrimmet skæg. "Må jeg sætte mig?" spørger han Kirstine.

"Ja da. Jeg har godt nok en ven, der kommer lige om lidt, men der kan sagtens blive plads til os alle tre." Kirstine lyser op i et stort smil, mens fyren finder en stol og sætter sig.

Jeg vender tilbage til vores bord med de to øl. "Hej Elo, det her er så Magnus. En anden af mine gamle kollegievenner, som jeg ikke har set i flere år," fortæller Kirstine. "Jeg håber, det er okay, at jeg har givet ham plads."

"Ja, jeg vil jo nødig trænge mig på," fortsætter Magnus.

"Nej, bliv da endelig siddende." Jeg sætter mig, og vi giver hånd. Magnus har et solidt håndtryk.

"Hvor kender I så hinanden fra?" spørger Magnus.

"Vi har lige været i operaen sammen,” begynder Kirstine. ”Jeg syntes nu, det var lidt kedeligt, men Elo var åbenbart så rørt, at han var lige ved at bryde sammen. Han er en rigtig følsom mand."

"Jamen, det er vist også blevet trendy. Moderne, metroseksuelle mænd, der giver los for deres følelser," griner Magnus og klapper mig nærmest overdrevet gemytligt på skulderen. Der er slagkraft i hans arm.

"Elo, henter du ikke lige en øl til Magnus?" kommer det fra Kirstine.

Jeg går igen op til baren. Der er kun én bartender på arbejde, selv om det er lørdag aften. Foran mig er en kvinde i gang med en bestilling på et større antal drinks. De skal åbenbart være ret avancerede, for bartenderen har tydeligvis svært ved at følge med. Så mangler der is, så mangler der rom, så mangler der parasoller. Der går adskillige minutter på denne vis, inden jeg kommer til. Jeg bestiller, får min øl og vender mig. Nu sidder Magnus pludselig med armen om Kirstines skulder.

Jeg går ned til bordet. "Din øl, Magnus," siger jeg og sætter ølglasset foran ham. Magnus beholder stadig armen om Kirstine. Så siger han:

"Er det virkelig rigtigt, sådan som Kirstine siger, at du var ved at græde af bevægelse under operaen? Den slags har jeg godt nok aldrig oplevet en mand gøre. Hvis det var mig, ville jeg nok snarere græde af kedsomhed."

"Ja, smag og behag er jo forskellig. Men hvad kan du så godt lide at se? Du er måske fodboldfan ligesom Kirstine?"

Magnus smiler: "Ja, jeg kan da godt lide en god gang fodbold, men jeg er faktisk mest til ishockey, og jeg spiller det også selv. Men dér er der nu sjældent nogen, der begynder at flæbe, selv om det jo godt kan gøre rigtigt nas ude på isen, når man får en stav i hovedet eller bliver væltet omkuld. I modsætning til inde i Musikhusets bløde stole."

"Hvad laver du så til hverdag?"

”Jeg er ved at tage en ph.d.-grad i nanoteknologi.” Magnus smiler endnu bredere.

”Nå, det lyder da til, at du er noget af en sammensat person. Jeg mener, nanoteknologi og ishockey. Det er vel ikke lige den mest oplagte kombination.”

Kirstine bryder ind: "Du er altså lidt fordomsfuld, Elo, hvis du tror, at ishockey bare er en voldelig sport for hjernedøde slagsbrødre."

Magnus fortsætter: "Ja, og ishockey er en seriøs sport, som både kræver god kondition og muskler, men også teknik og køligt overblik. Man skal være i stand til at læse spillet."

"Undskyld, Magnus, det var ikke sådan ment. Men du må da indrømme, at det ikke er ret tit, man hører om ishockeyspillere, der samtidig er højtuddannede.”

”Der er da adskillige på mit hold, som har gået på universitetet, eller går der endnu, og der er også flere erhvervsledere.” Magnus har hævet stemmen en anelse.

"Elo, nu skal du altså tale pænt til min gode ven Magnus, ellers går jeg." Kirstine er pludselig blevet aggressiv.

”Jamen, jeg har sagt jo undskyld. Og jeg skal gerne gøre det igen. Undskyld, Magnus.” Jeg rækker ud efter hans hånd, men kommer til at vælte hans øl ned i skødet på ham.

”Åh nej, det må du altså virkelig undskylde, Magnus.”

”Det dér gjorde du jo med vilje, Elo,” snerrer Kirstine.

”Det gjorde jeg da ikke, gjorde jeg vel, Magnus?”

”Nej, det var vist et hændeligt uheld,” svarer Magnus og trækker på skuldrene. ”Det er en skam, at jeg har taget lyse bukser på.”

”Jeg synes, det så meget lidt tilfældigt ud.” Kirstine rejser sig. ”Det lyser jo langt væk, at Elo er både jaloux og misundelig. Kom Magnus, lad os gå, vi to. Så kan Elo sidder her og græde videre," hvæser hun og griber fat i Magnus. Han rejser sig tøvende, siger hurtigt farvel, og de to forlader sammen caféen. Magnus lægger igen armen om skulderen på Kirstine. Det giver et brag, da døren knalder i bag dem. I det samme kommer bartenderen hen til mig med et viskestykke. "Du må gerne tørre op efter dig selv," vrisser han og giver mig viskestykket i hånden.

Jeg tørrer op og går ud. Udenfor styrter regnen ned.

Efter at have skrevet digte, sangtekster og noveller i adskillige år er jeg nu langt om længe begyndt på noget, der måske kan blive til en roman. Og indtil videre lader det ikke til at være noget problem for mig at få noget ud på papiret, eller rettere ind i Word-filen. Men jeg er jo også vant til at leve af min pen:

Der er mange, der siger, at et af de mest ubehagelige overgreb, man kan blive udsat for, ud over regulær vold, voldtægt eller tortur, er at blive ramt af indbrud. Ikke så meget det, at man har fået stjålet sine ejendele. Mere det, at nogle vildtfremmede mennesker har tiltvunget sig adgang til ens private gemakker og gennemrodet ens mest personlige papirer, billeder og breve. Nu ved de nærmest mere om dig, end du selv gør. Det er som at have fået stjålet et stykke af sin identitet.

Thomas havde altid syntes, at folk gik over gevind, når de beskrev, hvor frygteligt det var at blive udsat for indbrud. Især hvis der ikke var nogen, der havde lidt fysisk overlast. Det måtte da være værre, hvis man var blevet offer for et voldeligt overfald eller et hjemmerøveri. Herregud, at man havde fået frastjålet nogle døde ting. De kunne jo erstattes igen. Og at der var nogle, der havde kigget i ens papirer. Lige meget. I disse Facebook-tider lægger vi jo alle gladelig alverdens private oplysninger ud til frit skue for enhver.

Sådan havde Thomas altid tænkt. Men så ramte indbrudsbølgen også ham. Og nu forstod han godt folks bekymringer.

Sådan er jeg fortsat en halv snes sider, og sådan skal jeg vel bare blive ved endnu et par hundrede sider, så har jeg en roman. Tilsyneladende har jeg ikke de store problemer med at få idéer, de kommer nærmest væltende. Og det skader jo ikke at trække på egne erfaringer.

En røgalarm er ikke altid nok. Den slukker jo ikke ligefrem branden, og hvad hvis jeg ikke er hjemme? Jeg googler rundt, finder nogle numre og ringer op til det første. En dyb mandestemme svarer.

"Goddag, jeg kan se, I gør i sprinkleranlæg. Jeg formoder, det er sådan nogle til fabrikker og den slags..?"

"Ja, det er jo ikke ligefrem til bilen." Manden har svært ved at undertrykke en latter, selv om han sikkert har fortalt vitsen mange gange før.

"Jamen, hvad så til private hjem? Altså som en forebyggende foranstaltning for at undgå brand?"

Der er stille i røret et par sekunder. Så lyder det: "Hvad siger du? I et parcelhus? Det kan da slet ikke lade sig gøre.”

”Kan det ikke?”

”Nej, den slags er alt for dyrt til, at nogen vil investere i sådan noget. Desuden vil folks huse jo blive oversvømmet, og der vil let kunne opstå omfattende vandskader."

"Ja, det kan jeg godt se. Men rent hypotetisk: Hvis man skulle fremstille et sådant anlæg specielt til for eksempel bare en mellemstor lejlighed, hvor meget ville det så løbe op i?"

"Til en lejlighed? Ja, det vil jo være endnu mere besværligt end til et hus. Så ville alt vandet også brede sig til andre lejligheder, det ser man jo ofte ved brandslukninger."

"Jo, men alligevel. Bare som rent tænkt eksempel. Hvis man nu for eksempel bor i stuen?" vedbliver jeg. Det kan da ikke være så svært at få en pris ud af manden. Vil han ikke sælge noget?

"Jamen, det kan altså kun blive et meget løst overslag, for det er der vist aldrig nogen, der har eksperimenteret med, med god grund. Men det ville nemt løbe op i flere hundrede tusind, hvis ikke en million."

"Ja, men det var også som sagt et rent hypotetisk spørgsmål. Tak for oplysningen og farvel."

Det er fredag eftermiddag. Og dermed tid til fredagsbar på bladet. Michael, Bjarne, Søren og jeg har sat os i sofaen i et hjørne af det åbne kontorlandskab. Et stykke fra os kæmper journalister og layoutere stadig med lørdagsudgaven. "Danskerne går ind for øget overvågning" er overskriften på forsiden. For en del af os er dagens og ugens dont dog slut. Et udvalg af dagens aviser ligger og flyder på det store, lave bord ud for os. Michael sidder med Metro Express.

"Unge beholder mødommen," læser han op fra forsiden. Han fortsætter: "Mange tror, at den gennemsnitlige seksuelle debutalder er for nedadgående på grund af de mange seksuelle referencer overalt i samfundet, men sådan er det ikke. En stor undersøgelse viser, at danskernes debutalder på lagenerne har været konstant de sidste 30 år, nemlig 16,25 år i gennemsnit. Pigerne er dog en smule hurtigere ude end drengene. De har i gennemsnit deres seksuelle debut i en alder af 16 år, mens drengene venter, til de er 16 et halvt."

"Interessant," griner Bjarne.

"Hvornår mistede I jeres mødom? Jeg var sgu da yngre. Var kun lige fyldt 15." Michael smiler og tager en stor slurk af sin øl.

"Jeg var vist normal, på de 16 år," smiler Bjarne.

"Jeg tror søreme, jeg var langsom og ventede, til jeg blev 17," fortsætter Søren.

Alle tre kigger på mig.

"Kan man nu ikke få lov til at have lidt privatliv?" spørger jeg.

"For fanden, Elo, det er da ikke så personligt, det der. Vi spørger jo kun, hvor gammel du var,” kommer det fra Michael.

“Ja, og det synes du ikke er noget, der tilhører privatlivets fred?”

“Nej, vi vil bare høre, hvor gammel du var. Du behøver jo ikke at fortælle, hvordan det var. Selv om det for mit vedkommende var ganske underholdende, selv om jeg kom alt for tidligt," gnægger Michael.

"Okay, så indrømmer jeg, at jeg faktisk var hele 18 år."

"Aha. Og hvad hed hun så?" Michael sætter endnu en gang flasken for munden.

"Øh ... Bente."

”Bente? Sjovt navn. Det er der da ikke ret mange på vores alder, der hedder.” Michael rynker brynene en anelse. ”Det er da snarere nogle fra vores forældres generation.”

”Nå, men det hed hun altså.”

”Men det var måske en ældre kvinde, du var sammen med?" falder Søren pludselig ind. "Det skader heller ikke at være sammen med en erfaren kvinde, når det er første gang. Det var jeg også, og det var sgu rart.”

"Ja, hun var lidt ældre end mig, men sig mig, hvad kommer mit privatliv jer egentlig ved?"

"Nå, vi er da vel dine venner?” lyder det fra Søren. ”Men der er jo nogle, der har deres seksuelle debut i en meget høj alder. Har du set den film, der hedder The Forty Year Old Virgin? Den er skidesjov.”

"Michael Jackson havde også først sin seksuelle debut, da han var 32,” indskyder Michael. ”Det sagde han selv i pædofilisagen mod ham."

"I må godt lige dæmpe jer lidt. Vi er nogle, der stadig arbejder," kommer det pludselig fra Signe, der sidder ved en computer lidt væk.

"Okay, jeg har også en anden aftale nu," siger jeg, rejser mig, samler mine ting og skynder mig at forlade lokalet. Michael, Bjarne og Søren er begyndt at synge: "Like a virgin, touched for the very first time..."

Ole Rosenstand Svidt

torsdag den 13. oktober 2011

De første ti kapitler af min debutroman "Indbrud"